Forøg dit sunde selvbillede

Når det kommer til at skabe et sundere kropsbillede hos dig selv, er der nogle rødder, som du skal være opmærksom på. Dette kan dog være en lang proces at få bearbejdet disse rødder eller blot blive opmærksom på dem. I mellemtiden kan du sagtens gøre nogle ting, som er med til at forøge dit sunde selvbillede og dermed også en bedre livsstil.

  1. Smid vægten ud

Din vægt bør ikke have anden betydning end din sundhed. Ligemeget om du vejer 60, 80 eller 100 kg, så bør du kun bestræbe dig på at være sund, og dermed have det godt. Hvis din BMI fortæller dig, at du er overvægtig, så er det bestemt ikke nogen dum idé at tabe nogle kilo, men går du på slankekur for at blive tynd, så overvej om du kan have det godt uden at være tynd. Og hvis svaret er nej, så betyder vægten for meget for dig. Derfor: smid din vægt ud. Tag fx. en måned hvor du overhovedet ikke stiller dig op på en vægt, og så forsøg at spise sundt i stedet. Vægten er kun med til at give dig dårlig samvittighed. Vægten bør kun være til mennesker, der reelt har brug for at tabe sig pga. sundhed. Hvorfor bruger du vægten?

2. Spis sundt – hvordan?

Der er ingenting galt i at være optaget af mad, medmindre det er fordi, du vil være tynd. Der er egentlig heller ikke noget galt i at ønske sig at være tynd, så længe du er bevidst om, hvorfor du gerne vil være tynd. Der findes et utal af kure, livsstilsændringer m.m. der fortæller dig, hvad en sund kostplan er, og føl dig fri til at gå på jagt. Men du gør dig selv en bjørnetjeneste, hvis du gør det for at tabe dig. Ønsker du at leve sundt, så lav om på din livsstil, så du bliver sund, men lad være med at gå på kur hele tiden. Kure er som vægte: de er med til at give os dårlig samvittighed. Når det ikke lykkes, bliver vi modløse. Kuren virker måske i et par uger, til vi går kolde og “snyder” ved at proppe sukker i hovedet. Så kommer den dårlige samvittighed, og så er der straf til mig, da jeg jo ikke tabte mig det, jeg ønskede at tabe mig (læs: smid vægten ud!). Dermed kan en livsstilsændring med mad, der er sjovt at lave, sundt at spise, smager dejligt og gerne mindst 30 minutters motion om dagen gøre meget mere for dig end en kur. Lær dig selv at fokusere på din sundhed frem for din krop. Hjælp dig selv til at have det godt.

3. Køb tøj der passer dig

For 10 år siden tog jeg noget medicin, der gjorde, at jeg tog 20 kg på. For fem år siden blev jeg gravid og tog endnu mere på. I 10 år har jeg ikke haft et par bukser, der sad ordentlig på min krop. Frustrerende! På alle måder! For ikke så længe siden gik jeg ud og købte tøj (ikke noget jeg har frihed til at prioritere så ofte). Jeg benyttede mig at de søde piger i butikkerne, og fortalte præcis hvad mit problem var. Tænk sig engang – de fandt to par bukser til mig, som sad helt fantastisk på min lille blegfede krop. Det lykkedes – for første gang i 10 år. Hvilken følelse! Tænk at man kan købe sig til fysisk velvære, når man ikke fokuserer på moden. Måske har du rigtig svært ved at finde tøj, der passer din krop, og jeg ved, hvordan du har det. Men har man det godt i det tøj, man går i, kan det gøre meget for selvbilledet.

4. Dyrk motion

Brug din krop, og lad dit fokus være at gøre noget godt for dig selv, skabe endorfiner i hjernen og fylde dig selv med velvære. Og hold dig til det enkle. Jeg har flere gange købt medlemskab i fitness uden at få det brugt. Kommer du afsted, kan det jo være en rigtig god måde at motionere på. Er du ligesom mig, har du sikkert mærket den dårlige samvittighed over, at pengene tjekker ind på deres konto, uden du benytter dig af deres produkt. Det sucks! Find dig en måde at motionere på, som fungerer for dig. Som mor til to små børn og fuldtidsjob ved siden af, er der ikke meget tid til at gå i svømmehal eller fitnesscenter. Så jeg løber 15-20 min, tre gange om ugen (i perioder i hvertfald). Ligeledes bor jeg i København, hvilket giver mig en strålende mulighed for at hoppe på cyklen frem for at tage bilen på de kortere distancer. Det fungerer for mig. Som du sikkert ved, skabes der endorfiner i hjernen, når du motionerer. Det er godt og sundt for dig, og når du gør gode ting for dig selv, vil du også mærke selvbilledet stige i positive retninger.

5. Brug tid med andre kvinder

Det er godt at blive valgt til. Det er et grundlæggende behov hos os alle sammen, og det er også med til at forøge dit selvbillede. Benyt dig af dine veninder. Tag i byen, biffen, café eller noget helt fjerde. Ligemeget om du er fuldtidsstuderende, mor til tre, single og travl med hele verden, så tag dig tid til at være sammen med dine veninder. For I er med til at fylde hinanden på, og det er så vigtigt at have det sjovt ind i mellem. Ligeledes er der ingen i denne verden, der forstår dig bedre end de andre kvinder.