Kun for mænd

Som mand er du enormt udsat for at miste kontrollen over din egen sexdrift, for i det øjeblik du tænder for fjernsynet eller træder udenfor en dør, vil du blive bombarderet med reklamer, pornografi, nøgenhed og andre former for billedlige indtryk. Du er bestemt ikke beskyttet på nogen måde, og det påvirker dig i større grad, end du selv har magt over. Sådan er det bare!

Men din seksuelle identitet er mere end bare det, du får ind gennem øjnene. Dit kropsbillede og din trang til at klare dig godt i det, du går i gang med, er også med til at fortælle, hvem du er som mand. En dreng får sin første erektion indenfor 5-10 min, efter han er blevet født. Det er selvfølgelig ikke efterfulgt af seksuelle følelser som i puberteten, men det er med til at vise, at du er et seksuelt menneske allerede fra fødslen.

Den seksuelle identitet har det med at drukne i særlige forventninger om præstation og scoretricks, men spørgsmålet er i virkeligheden, om det er det, du betegner som rart og positivt. Ligeledes er det at være mand og singel i dag en større udfordring, end det tidligere har været. Netop på grund af gruppepresset og din stærke sexdrift. Hvordan takles dette? Her skal ikke nødvendigvis tales om følelser, men kender du ikke din egen seksuelle identitet, mister du hurtigt kontrollen over din egen seksualitet – og dermed drukner du i samfundets “sexregler”.

1. Jo mere du ser – jo mere fantasi

Mænds seksualitet er skruet ganske enkelt sammen. I tænder på det, I ser. Bryster, numser og lår. Korte nederdele og bikinier, der lige overlader nok til fantasien. De fleste mænd nyder at “se på damer” og deler det også lystigt med drengerøvene. Men det er ikke nok at blot tale om, at du tænder på det, du ser, for din seksualdrift er meget stærkere, end du selv tror.

Grunden til, mænd kan være så optaget af pornografi, er fordi, det foregår gennem synet. Det er enormt stærke billeder – særligt hvis de bevæger sig. Ligeså er det, når en mand går på gaden og kigger på kvinderne, der går forbi. En kvinde med vådt hår kan starte en fantasi om, hvordan hun ser ud nøgen, da hun sikkert lige har været i bad. Først ser du – herefter fantaserer du, og er du bevidst om dette, kan du også være med til at selv kontrollere din seksuelle drift, så den ikke løber løbsk for dig.

Det er skønt at være et seksuelt menneske, ligesom det kan være skønt at køre hurtigt i bilen eller kaste sig ud fra en flyver med en faldskærm på ryggen. Der er ingen tvivl om, at du er i din fulde ret til at glæde dig over og være nysgerrig på din egen seksualitet. Faktisk, jo mere nysggerrighed du viser, jo klogere bliver du også, men ligesom med at køre i bil, skal du være forsigtig, så det ikke går galt. Og her kommer netop synssansen ind som den stærkeste faktor, der kan få dig til at miste grebet. Det du ser, er en direkte kontakt til dine fantasier – og disse kan hurtigt løbe helt løbsk, så du til sidst ikke er fyldt af andet end det fantasifulde, seksuelle, og så er du i fare for at blive afhængig, så det overtager dit liv.

2. Kropumuligt!

Kvinders seksuelle identitet sidder primært i deres kroppe. Sådan er det ikke for mænd, men derfor skal det ikke undervurderes, at dit kropsbillede er med til at danne din seksuelle identitet.

Går man ned i fitnesscentrets afdeling for styrketræning, er der næsten kun mænd til stede – og gerne nogle med store overarme og sixpack på maven. Det ville være forkert at sige, at mænd ikke går op i deres ydre. Kropsidealet er ikke kun for kvinder. Medierne besidder en kæmpe magt, hvad angår det perfekte kropsideal. Men hvordan kontrolleres dette?

Små drenge vokser op og vil uden tvivl udforske deres kønsdele i stor naturlighed – måske fordi de er så synlige. Det vil have en stor effekt på oplevelsen af dette, hvordan dine forældre har haft reageret på din nysgerrighed. Hvis det at røre ved sig selv er blevet fordømt, vil du sikkert også opleve skam gennem de gode følelser, der kan forbindes med onani. Er du ligeledes blevet mobbet eller påtalt om din krop på den ene eller anden måde, måske om din vægt eller din form, kan det smitte af på hele din oplevelse af sex.

3. Præstation frem for alt

Der bliver joket meget med præstationsangst, men for de mænd der har problemer med at præstere – særligt i det seksuelle univers, er det bestemt ikke en joke. Den værste situation en mand kan blive sat i, er at være magtesløs. At ikke kunne præstere.

Når man følger små drenge, vil de oftest ryge ind i en “superheltefase”. Vores søn er to år, og han elsker at have sit håndklæde på efter bad, da det så bliver som en kappe. Det er helt naturligt. Det går videre i voksenverdnen, og de fleste mænd har derfor en dyb beskyttertrang i sig overfor dem, de elsker. Derfor påvirker det også hele en mands verden, hvis han pludselig ikke er i stand til at præstere godt – måske fordi han ikke har noget arbejde, eller fordi han er fysisk skadet på den ene eller den anden måde, så han ikke kan bevæge sig særlig meget.

Ligemeget om problemet, der forårsager den manglende evne til at præstere, har noget at gøre med sex eller ej, så vil det i sidste ende sætte sig på seksualiteten også. En mand kan opleve at miste sin lyst til sex helt, fordi han oplever sig selv som en dårlig far, eller fordi han har mistet sit arbejde. Konsekvensen af problemfyldt præstation kan også forårsage manglende erektion. Her kan også være andre grunde, men pointen er, at du som mand har brug for at præstere godt, og det er også en stor del af dig som seksuelt menneske.

4. Handler det om størrelsen?

Allerede i en alder af syv år, begynder drenge at være mere bevidst om deres kønsdele. Der bliver hevet og målt og ikke mindst grinet. Herefter udvikler det sig roligt til en besættelse af nøgenhed af forskellig art sammen med en størrelsesmåling som årene går.

Der er skrevet en bog om peniser kaldet “Fra Regnorm til Anakonda”. Den handler egentlig om mandens bækkenbund, og hvordan han kan træne til en bedre rejsning. Dog siger titlen lidt om størrelsesforholdet, når der tales om det mandelige lem. Stort set alle mænd går op i størrelse. Ord som fallossymbol og penisforlænger er ord, der bliver brugt, når en mand har brug for at tydeliggøre sin maskulinitet og størrelsen på ting, der kan minde om hans penis.

Der findes dog en masse myter om, hvad manden skal kunne være i stand til seksuelt. Et af dem er, at det er en mands pligt, at skal kunne tilfredstille sin kvinde seksuelt – og jo større den er, jo lettere må det være at tilfredsstille hende. Men det er en myte, for en kvindes vagina tilpasser sig til penisstørrelsen. Den seksuelle tilfredsstillelse har intet at gøre med størrelsen på penis. Men derfor kan det sagtens være af stor betydning for en mand alligevel. Selv voksne mænd kan sagtens gribes i en “omklædningsrumssamtale” om størrelsen af penis. Det foregår ikke kun i barndommen. Meget af mandens seksuelle identitet sidder i hans penis, og virker den ikke, kan det sætte store laviner i gang af præstationsangst.

5. Hav forsvaret i orden

Udfra alle disse faktorer, kan man kun konkludere, at en mand har brug for et godt forsvarssystem, inden han går ud af døren. Hvordan undgås det at blive forført af den nøgenhed, man får kylet i hovedet? Hvordan modstår man trangen til at se porno? Er det overhovedet muligt at bevare et fornuftigt forhold til sig selv og sin egen seksualitet, når man er en mand med masser af testostoron i blodet?

Svaret er ja! Det er enormt vigtigt, du lærer dig selv at mærke efter, hvor dine grænser går til. Hvor langt kan du tillade dig at gå uden at miste kontrollen? Når blodet begynder at løbe ekstra hurtigt i årene, og du får lyst til at give slip på kontrollen, er det et klart tegn på, at du bør tage et skridt tilbage.

1. Sørg for at blive distraheret ved at lave noget fysisk arbejde eller sport, så du mærker din egen krop og kommer af med de boblende, forførende tanker og følelser, der driver dig mod det, der er usundt for dig.

2. Tal med nære venner om det at blive fristet og være en mand i nutidens samfund. Hvis du går alene med det, bliver du meget hurtigere fristet ud i et misbrug af f.eks pornografi, onani eller sex. Er du gift eller i et fast forhold, vil det være optimalt at tale med din partner om det, så hun kan hjælpe dig.

3. Vær bevidst om, at reklamerne, plakaterne, filmene – alt der kommer fra medierne er alt sammen et kæmpe netværk af løgne for at få dig til at slippe kontrollen endnu mere. Vi er mere eller mindre programmerede til at følge vores drifter som små børn, og gøre det vi har mest lyst til. Men særligt når det kommer til vores seksualitet, vil en sådan adfærd kun lokke os ud i afhængighed og isolation fra fællesskabet.