Seksuel afhængighed

Seksuel afhængighed kan være afhængighed af flere ting, der omhandler sex. Det kan være afhængig af sex med andre, at se pornografi (den mest normale), onani, cybersex (det engelske ord for at have sex gennem en samtale evt. med billede på nettet) osv. Seksuel afhængighed er uhyggelig normalt i dag, men ikke særlig mange er klar over, at de er seksuelt afhængige, for vores samfund anerkender ikke denne lidelse som det, det er: en lidelse, der er på højde med det at være alkoholiker, ludoman, nymfoman og så videre. Det er ikke muligt at selv komme ud af den seksuelle afhængighed – det kræver professionel hjælp. Men faktum er, at det er ødelæggende, ikke blot for dig, men også for dine omgivelser. Gør dig selv den tjeneste at læse denne artikel og bliv klogere på noget, du som mand er udsat for i højere grad, end du kan forestille dig.

Det er for det første vigtigt at skelne mellem den seksuelle afhængighed, og den “almindelige” trang til at beskæftige sig med det seksuelle, hvilket er noget, der ligger i alle mænd. De hænger dog uløseligt sammen, for trangen udvikler sig hurtigt til afhængighed, hvis du bliver ved med at give efter.

Pornografiens fysiske indvirkning i hjernen

I hjernen har vi noget kaldet “spejlneuroner”. Det er groft oversat, hjerneceller der kopierer eller spejler sig i det, den optager i omgivelserne. Når en mand sætter sig og ser en pornografisk film, stimuleres disse spejlneuroner, hvilket giver manden en opfattelse af at være en del af den seksuelle agt, han sidder og ser på. Hvis han oveni onanerer til filmen, hvilket oftest hænger sammen, tillægger han sig en neurologisk vane. Billederne, ophidselsen, onanien og ejakulationen er alle associerede med hinanden. Gennem dette, opbygges den seksuelle afhængighed fra bunden. Det involverer adskillelige neurologiske centrer i hjernen (det visuelle, det motoriske, det følelsesmæssige og den neurologiske effekt af orgasmen). Ligeledes aktiveres der under orgasmen, dele i hjernen der også aktiveres under misbrug af heroin og kokain, udover den sædvanlige frigørelse af endorfiner og dopamin, der skaber en følelse af velvære og lysten til at vende tilbage til dette.

Altså er der beviser for en fysisk hjernemæssig afhængighed, der bliver skabt, i det øjeblik en mand begiver sig i kast med pornografi. Dette viser undersøgelser fra USA*. Det er skræmmende, men sande oplysninger.

Seksuel afhængighed i de kendtes verden

Vi behøver ikke lede længe for at finde adskillelige eksempler på seksuel afhængighed blandt stjernerne i tv. Musikeren, John mayer er en af dem. Han har selv udtalt i et interview til Playboy:

“Der har sikkert været dage, hvor jeg så 300 kvinder på nettet, inden jeg kom ud af sengen. Internet pornografi har helt sikkert ændret mine generelle forventninger. Du leder efter et enkelt foto ud af 100 mere, du sværger, det bliver det sidste, men det gør det ikke. Hvordan skulle den slags afhængighed ikke have stor effekt på et godt partnerskab – det har det!”** 

For flere år tilbage, var golfspilleren Tiger Woods på alle forsider, da han blev afsløret i af have været sin kone utro med over 14 kvinder. Her var helt klart også tale om en dyb seksuel afhængighed, som endte med at ødelægge et ægteskab. Der findes et utal af eksempler på kendte, der har denne lidelse. Men hvad så når man ikke er kendt? Når man sidder alene i det skjulte og dyrker pornografien efter konen er gået i seng, eller har en profil på en sex-dating hjemmeside for at få mere sex, selvom man er i et fast forhold? Eller når man onanerer for 12. gang på en dag. Hvad gør man så?

Hvorfor bliver man seksuelt afhængig?

Oftest har roden til lidelsen ikke noget at gøre med sex, ligesom roden til alkoholisme ikke har noget at finde i alkohol. Seksuel tilfredstillelse handler om velvære, lykkefølelse, berøring. Man bilder sig selv ind, det har noget at gøre med intimitet, selvom det er det direkte modsatte. Mennesket har brug for intimitet og nærhed med andre mennesker. Ikke nødvendigvis seksuelt, men psykisk og fysisk nærhed, for det er her, vi føler os mest værdifulde og lykkelige. Har denne del manglet i størstedelen af ens liv, kan det resultere i seksuel afhængighed.

En anden grund kan være det enkle, at du er en mand, og at du bliver hypnotiseret i det øjeblik, du ser noget bar hud på en kvinde. Der sker en fysiologisk reaktion i hjernen hos drenge og mænd, når de ser nøgenhed af en slags, og det har man ikke kontrol over. Til gengæld har du kontrol over, hvorvidt det skal tage overhånd. Første gang med porno kan være en ganske overvældende oplevelse. Herefter skal det være lidt bedre, lidt hårdere næste gang – og sådan fortsætter det.

Kom ud af afhængigheden

Det kræver en særdeles målrettet indsats at komme ud af seksuel afhængighed. Det første skridt er at gå til erkendelse hos dine nærmeste, så de kan hjælpe dig gennem udtrapningen. Du er nødt til at blive holdt fast på at skal ud af afhængigheden. Herefter er næste skridt at få hjælp fra en professionel, der kan hjælpe dig til at finde roden til din afhængighed.

Da seksuel afhængighed netop er noget fysisk, der foregår i hjernen, vil du opleve at få abstinenser i form af rysteture, søvnløshed, irritation m.m. Trangen til at give efter for afhængigheden er rystende forførende. Det kræver en enorm viljestyrke at holde fast. Netop derfor er det vigtigt at have nogen omkring dig, der kan holde dig ansvarlig for din udtrapning. Skulle der ske et tilbagefald, skal du fortælle om det. Endvidere, når man skal bryde en vane eller en afhængighed, må man erstatte den med noget andet. I dette tilfælde kunne det f. eks være en form for fysisk aktivitet. En løbetur, cykeltur, styrketræning m.m. På den måde kommer du bedre af med din trang på en sund måde. Brug evt. udtrapningen som anledning til at komme i form. Eller kast dig over et nyt projekt såsom at male hele huset eller bygge en terasse. Det er selvfølgelig afhængig hvilken type du er, men pointen er, at du holder dig selv beskæftiget, og ikke sætter dig selv i situationer, hvor du fristes lettere. Lad være med at være alene hjemme. Er du singel, kan dette være en stor udfordring, men så ville noget fysisk aktivitet eller hænge ud med vennerne måske ikke være den værste idé.

Ikke mindst: vid at du er fantastisk modig ved at tage et skridt ud af afhængigheden. Mange mænd er slet ikke der, hvor de overhovedet ønsker at overveje, hvorvidt de er afhængige. Det er for svært, for det ville forbyde dem at dyrke porno. Du kan sagtens ryge i situationer, hvor dine nærmeste venner finder dig tåbelig, fordi du “tror du er seksuelt afhængig”, men hold fast i, at du ved bedst – og så er det måske ikke disse “nærmeste”, der skal være dine støtter i udtrapningen. Det er en ensom proces at trappe ud, men ikke ligeså ensom som at være i et fængsel af seksuel afhængighed, der skiller dig fra dig selv og dine nærmeste.

* “Wired for intimacy” af William M. Struthers **www.equip.org