Onani

Når piger taler om onani, er det på et helt andet plan, end når drenge taler om det. Mange piger kan synes, det er ubehageligt at tale om onani. “Ulækkert”. “Det ville jeg aldrig gøre”. For andre er det helt naturligt. Vores samfund forsøger at lære os, at vi bare skal onanere så meget vi kan – også kvinder. Men du er nødt til at være opmærksom, for selvom du er en pige, kan det sagtens udvikle sig til et misbrug – ligesom så meget andet. Og så overtager det pludselig dine tanker, din tid og din hverdag, og det er svært at komme ud af sådan en afhængighed. Det er dog ikke ensbetydende med, at du skal løbe skrigende bort, når der bliver talt om onani.

Lytter du til samfundets påstande om onani, bliver du snart vildledt ind i et forhold af afhængighed og ensomhed. De hyppigste påstande om onani er følgende:

At bruge onani som metode til at lære sig selv at kende seksuelt, er både godt, normalt og sundt

På et tidspunkt i dit liv udvikler du en naturlig nysgerrighed efter at lære din krop at kende. Det er rigtig godt, og her behøver du ikke blive overrasket, hvis du får lyst til at onanere. Det kan sagtens være en måde på at lære din krop, dine lyster og dit begær at kende. DOG er der ikke lang vej fra at blive nysgerrig på kroppen og dermed begynde at onanere, til at det bliver en dårlig vane og til sidst en afhængighed. Onani er ikke en nødvendighed for at kunne lære sig selv at kende, men det kan være et værktøj, som du skal behandle med respekt.

Onani holder din seksuelle tørst nede

Vores verden var ikke særlig gammel før mennesket opdagede ilden. Det er fantastisk med ild, og det kan bruges på mange forskellige måder. Men man skal også have respekt for ilden, for ellers kan man brænde sig og komme galt afsted. Onani er en form for seksuel tilfredstillelse. Du bliver fyldt af velvære i hele kroppen, og det er rart. Oplever du dette blot en enkelt gang, vil det være enormt fristende at søge tilbage til denne velvære. Du hælder i virkeligheden brænde på bålet. Du har ikke kontrol over dit eget begær, men du har kontrol over, hvorvidt du fodrer begæret. Onani slukker ikke dit seksuelle begær – det forøger det! Har du en overbevisning om at vente med sex, er onani ikke vejen til at kunne vente. Tværtimod.

Ligeledes kan det resultere i, at når du endelig en dag oplever at have sex med din partner, og han ikke kan tilfredstille dig gennem onani på sammen måde som du selv kan, vil den seksuelle oplevelse blive utilfredstillende og i værste fald, frustrerende.

Onani involverer ikke andre, så det kan kun være uskyldigt

Onani involverer dig og dine tanker. Du kan hurtigt opdage tilfredstillelsen i at fantasere, blive seksuelt ophidset og endvidere opnå orgasme. Når vi får orgasme, frigøres endorfiner i hele kroppen, og vi føler os nærmest lykkelige. Det er dog ikke noget, der varer så længe. Særligt ikke hvis orgasmen er kommet af, at du har onaneret alene inde på værelset. For i det øjeblik, velværen forsvinder, opdager du, at du er alene, og det kan være ensomt.

Onani kan udvikle sig til at blive en jagt på berøring, anerkendelse og en følelse af velvære. I stedet for bliver det en søgen væk fra fællesskabet og resulterer dermed i stor ensomhed. Ender du her, kan det være rigtig svært at komme ud af afhængigheden. Så bliver onani noget skamfyldt og ubehageligt, og det var heller ikke meningen.

Hvad tænker du om onani?

Vi lever i et samfund, hvor alt er tilladt. Ingenting er mærkeligt medmindre du ikke følger trenden. Onani er et af de mange emner, som presses ned over hovedet på os. Overvej hvad du bruger onanien til. Forbinder du det med særlige fantasier? Vender du ofte tilbage til onani? Søger du væk fra fællesskabet for at kunne onanere? Er der særlige situationer, f.eks når du er alene hjemme, du ofte ender med at onanere? Bliver du tændt af særlige ting, billeder, film m.m og søger herefter onanien? Sluger du samfundets opfattelse af onani, eller er du bevidst om dine egne grænser?

Hvilken plads får onani for dig? Har du kontrollen, eller har onanien?