Kun for kvinder

Som kvinde sidder din seksuelle identitet primært i din krop. Hvad du tænker, føler og mærker omkring din krop. Kvinder er utrolig optaget af vores kroppe – på forskellige niveauer. Vi er sat ind i et samfund af idealisme. Lever du ikke op til idealet på plakaten, er du ikke helt god nok, og selvom en kvinde skulle være godt tilfreds med sin krop, slider hun sandsynligvis i det for at bevare denne tilfredshed. Det er en del af os, og det er nærmest umuligt at nå dertil, hvor man slutter helt fred med sin krop. Men sandheden er, at du er skøn, som du er – ligemeget om du er stor, lille, tyk eller tynd. En kvinde der kæmper med vægten, kan sagtens have en fantastisk talje og virkelig lækre ben, men hun ser det sikkert ikke selv. En kvinde med flad mave og en lille numse, ser måske kun den appelsinhud, der er på hendes krop eller hendes små bryster. Det store hul i vores opfattelse af kroppen består i, hvordan vi ser vores krop, og hvordan vi gerne vil have, den ser ud. Hvis vores krop ser anderledes ud end vores ideelle billede af kvindekroppen, har vi svært ved at acceptere os selv som kvinder og seksuelle væsner.

Har du udviklet nogle særlige vaner eller handlemønstre for at undgå at mærke følelsen af at ikke være smuk eller sexet nok? Gør du noget særligt for din krop for at glæde dig selv eller for at leve op til et urealistisk ideal?

1. Lær din krop at kende

Hvis du ikke er fortrolig med din krop (læs: fortrolig – ikke tilfreds, men fortrolig), kan du også få det svært med, at din partner skal se og røre ved den. Derfor må du lære dig selv at kende og opdage, hvor forunderligt du er født. Desuden vil det fremme jeres eventyr i sengen, da du bliver mere klar over, hvad du kan lide og ikke lide.

Hvis du aldrig har set på dig selv og dine kønsdele, kan det være en meget grænseoverskridende handling – og dermed endnu mere grænseoverskridende, hvis din partner også skal se og røre. Derfor er det vigtigt, at du starter med at udforske dig selv først. I kan sagtens gøre det til en fælles oplevelse at se og røre ved hinandens kønsdele, så I dermed lærer lidt om hinandens anatomi, men det skal være en god oplevelse, så start med dig selv.

Find et spejl, slå benene op og find ud af, hvordan du er sat sammen for neden. Det må du absolut gøre, så du kan blive fortrolig med dig selv og din krop. Det er også med til at skabe ro omkring, hvordan du ser dig selv. Selvfølgelig skal du ikke forvente at blive glad og tænke “næh, hvor er det pænt”, men vi er ofte bange for det ukendte – og underlivet kan være en ukendt faktor, hvis du ikke udforsker området. Det er et vigtigt skridt i din seksuelle identitets udvikling.

Når dette er gjort, kan du begynde at finde ud af, hvor de forskellige dele sidder, så du kan vejlede din partner, når han skal lære at tilfredstille dig i sengen. Se eventuelt på et billede af en kvindes kønsdele og lær navnene på de forskellige dele. Er du klar til det, kan du bruge onanien til at finde ud af, hvordan du kan lide at blive masseret, men tag det små skridt af gangen, så du ikke gør noget, du ikke kan lide.

 2. BRUG HOVEDET!

For at fremme din lyst til sex og din evne til at blive seksuelt begærlig, skal du lære at fantasere. Hos kvinder starter lysten i hovedet, og det kan du sagtens kontrollere med lidt øvelse.

Tænk frække tanker om din partner. Forestil dig, hvad du gerne vil have, han gør ved dig. Se for dig, hvordan I har sex, i hvilken stilling osv. Skab indre billeder og fokusér på dem. Det er med til at skærpe din lyst.

Netop derfor giver det også mening, at lysten nedsættes, hvis du er stresset. Bliver dine tanker fyldt med alt muligt andet, er der ikke plads til lysten også – og derfor kræver det øvelse at fokusere på det frække. Hvis du kender til mindfulness, kan det være en hjælp at benytte sig af denne form for meditation et stykke tid, for at lære at holde tankerne fast på det centrale – og det, du bør være nærværende i.

Begynd gerne at fantasere om din partner fra morgenen af, så du er helt grydeklar om aftenen – eller måske endda før. Selvfølgelig skal du ikke gå rundt på arbejdet hele dagen og være småliderlig, men det kan være en hjælp. Er du alene, kan du også ”øve dig lidt” i de lyde, du kommer med, når I har sex. Det er med til at gøre din fantasi endnu mere levende – og dermed pirrende.

Vær dog opmærksom på, at tanker om det, du skal nå eller gøre i morgen eller andet, kan være en ubevidst metode til at undgå erotiske tanker og dermed ophidselse. Hvis du har svært ved at tænke frækt, kan dette være en grund, og så må du ind og finde ud af, hvorfor du er bange for at blive seksuelt ophidset. Der kan sagtens være en reel grund, der kræver bearbejdelse.

3. Bjerget til orgasmen

Det kan føles som et bjerg, der skal bestiges for at opnå orgasme, og det er det også for nogle kvinder. Ifølge bogen ”The gift of Sex”, er det blevet bevist, at kvinder der har problemer med at opnå seksuel tilfredstillelse, føler sig oveni ganske uværdige og med lavt selvværd – og at den manglende orgasme ikke kan afhjælpes, før de har arbejdet med disse følelser og tanker. Det er altså vigtigt, at du ”elsker dig selv” og tror på, at du også fortjener at komme i den seksuelle agt.

Ligeledes er der en fysisk del, som også beskrevet under ”Unge Par”. Din klitoris er din tryllestav. Find ud af, hvor den sidder, og mærk efter hvilken stimulering du foretrækker. Ikke alle kvinder kan lide den direkte kontakt med klitoris, og derfor må massagen foregå omkring området. Har du ikke set på og rørt ved dig selv, kan der være lang vej til at finde ud af dette, og du får svært ved at vejlede din partner.

Sidst men ikke mindst, må du ikke undervurdere betydningen af stress. Ligger du og tænker på andre ting, såsom vasketøjet der skal hænges op eller opgaverne, der skal rettes, er der ikke plads til orgasmen. Fokusér og vær bevidst. Endvidere hjælper det også at fokusere udelukkende på din partners tilfredstillelse, og på de ting du ønsker at gøre ved ham. Det kan kun falde i god jord for jer begge.

4. Hvad er dine erfaringer?

Udviklingen af vores seksuelle identitet begynder i det øjeblik, vi bliver født. Der er tre primære faktorer, der har indflydelse på, hvordan vi oplever vores egen seksualitet som mennesker. (1)Vores følelsesmæssige oplevelser som børn, både i forhold til fysisk berøring og anerkendelse. (2) Responsen vi fik fra andre, mens vi voksede op, heriblandt i relationen med forældre og kærester, og (3) vores rollemodeller, som vi sammenlignede os selv med – både i familien og blandt venner samt i medierne.

Der findes ikke mange kvinder i dag, der ikke har en eller anden form for skam liggende omkring deres egen seksualitet. Det kan handle om kroppen, men ofte er der også konkrete oplevelser involveret. Disse kan strække sig fra at være noget, man har været vidne til eller har hørt om, til at være en krænkelse på egen krop af forskellig art.

Ligeledes, i overvejelsen af tre overstående faktorer, kan du sagtens ryge ind i en smertefuld erkendelse af, at der ligger ting gemt, du egentlig helst vil bevare i det skjulte. Og skulle dette være tilfældet, så vid, at du ikke er alene, da der er hjælp at hente, og vær også bevidst om, at du er værdifuld, og du er en skøn kvinde, der fortjener at have et dejligt liv og sexliv med din partner. Men vid også, at vælger du at holde det skjult, vil det i sidste ende selv kæmpe sig vej ud i det fri – og det kan være ganske smertefuldt.