Sex

 

Sexlivets begyndelse…

Ligemeget hvor gamle I er, og hvor længe I har ventet, om den ene af jer er jomfru eller ej, så er det at få jeres sexliv til at fungere en ny udfordring som skal omfavnes, som om det var første gang for jer begge for uanset hvad, er det første gang for jer to – sammen. I skal kunne føle jer trygge sammen, have det sjovt, og der skal være plads til at prøve sig frem. Måske er I et par, der bare ønsker at kaste sig ud i det med alt den erotik og “frækhed” som I kan hive frem af posen, og det er også fint. Men hold sammen og giv jeres forskellige lyster plads. Så er der allerede et godt fundament for at få et godt sexliv.

Eksperimentér med stedet

Bor I sammen, kan I starte med at indrette soveværelset, så det ligner en “elskovsrede”. Kvinden er højst sandsynligt den mest kreative på dette område, men overlad det ikke helt til hende. Det er jeres “rede”. Et rodet soveværelse kan være ekstremt demotiverende for en kvinde, hvor et soveværelse med struktur og orden samt evt. et par stearinlys og et lækkert maleri på væggen kan være ganske pirrende, men dog ikke et must.

Andre steder end soveværelset

Det kan også være enormt spændende og frækt at have sex andre steder i huset, lejligheden eller måske et offentligt sted. Hvis I vælger sidstnævnte, vil det dog kun være på sin plads at planlægge det, så det ikke bliver til gene for andre. Så længe I begge er tilpas og har det sjovt, er stedet ikke det afgørende for jeres sexliv, men det kan hjælpe.

Forspil

Forspillet er for begges skyld. Det kan ikke siges gange nok. Forspillet er med til at gøre hele oplevelsen meget bedre – hvis I ellers ikke er så tændte fra begyndelsen, at der ikke er tid til et forspil. Der er uendelige muligheder. Tal om, hvad I kan lide hver især – sørg endelig for at fortælle hinanden om jeres fantasier. Det er ikke alt, der skal afprøves, blot fordi der tales om det, men det skal frem i lyset. Kvinden har ofte langt flere tanker om forspillet end manden. Oralsex, dufte, olier, chokolade eller flødeskum, massage, sexbrætspil osv. Det kan sagtens være, I er helt forskellige på dette punkt, så I i virkeligheden ikke passer helt sammen seksuelt ift. hvad I tænder på, men lad det ikke stoppe jer. Læs nogle bøger eller artikler om forspil, tal med nære venner, lav fantasier sammen og praktisér dem. Hvis I har problemer med forspillet, så aftal at det ikke skal føre til samleje, men at det kun handler om forspil i et stykke tid – indtil I bliver rigtig gode til det.

Onani

Kvinden er skabt med en klitoris som vores lille “tryllestav” til at kunne få dejlige orgasmer. Derfor er det vigtigt, at manden bliver i stand til at kunne massere hende, så hun kan komme. Det kan sagtens være, det er noget, I skal eksperimentere med for at blive gode til. Her må kvinden være god til at vejlede, så manden bliver “sexpert”. Og det virker også omvendt. Et “handjob” for en mand er ikke bare at “hive lidt i sømmet”. Det kræver omhygge at gøre det helt rigtigt, så det bliver en lækker oplevelse for ham. Selvom det kan virke mekanisk og usexet at tale så meget om det undervejs, giver det fantastiske resultater, hvis I giver jer tid til det.

Samtale er alpha og omega

I er nødt til at tale om jeres lyster, jeres sexliv og jeres fantasier. Tal også om de ting, I er bange eller nervøse for, for selvom sexlivet ikke skal tales ihjel, så ændrer jeres lyster sig hele tiden. Særligt for kvinder. Det, der kan virke frækt og tiltrækkende den ene dag, føles måske ubehageligt og mærkeligt den anden dag. Hvis I ikke taler om den slags, vil I få mange akavede og mislykkede seksuelle oplevelser sammen, og det kan komme til at virke som om, I slet ikke er skabt seksuelt for hinanden. Det kan en fornuftig samtale ændre på.